Der aander en tindrende sommerluft
varmt over Hardangerfjords vande,
hvor højt op mod himlen i blaalig duft
de mægtige fjelde stande.
Det skinner fra bræ, det grønnes fra li,
sit helligdagsskrud staar egnen klædt i,
ti se, over grønklare bølge
hjem glider et brudefølge.

Saa drage de fremad med lysteligt spil
hen over den blinkende flade,
og baad efter baad sig slutter dertil
med bryllupsgjæster saa glade.
Det blaaner fra kløft, det skinner fra bræ,
det dufter fra blomstrende abildtræ –
ærværdig staar kirken paa tangen
og signer med klokkeklangen.

Gud signe vaart dyre Fedraland
Og lat det som Hagen bløma!
Lat lysa din Fred fraa Fjell til Strand
Og Vetter fyr Vaarsol røma!
Lat Folket som Brøder saman bu,
Som Kristne det kann seg søma!

Vaart Heimland i Myrker lenge laag,
Og Vankunna Ljoset gøymde.
Men Gud, du i Naade til oss saag,
Din Kjærleik oss ikkje gløymde:
Du sende ditt Ord til Norigs Fjell,
Og Ljos yver Landet strøymde.

Og Norig det ligg vel langt i Nord,
Og Vetteren varer lenge;
Men Ljoset og Livet i ditt Ord
Det ingen kann setja Stenge.
Um Fjellet er høgt og Dalen trong,
Ditt Ord heve daa sitt Gjenge.

So blømde vaart Land i Ljos og Fred,
Det grodde saa grønt i Lider,
Men atter seig Natt paa Landet ned
Med Trældom og tunge Tider.
Og Folket det sukka etter Ljos,
Og du lyste upp umsider.

Og Morgonen rann, og Myrkret kvarv,
Som lenge vaar Lukka skygde,
Du atter oss gav vaar Fridoms Arv
Og honom i Trengsla trygde.
Du verna vaart Folk og gav oss Fred,
Og Landet med Log me bygde.

Vil Gud ikkje vera Bygningsmann,
Me faafengt paa Huset byggja.
Vil Gud ikkje verja By og Land,
Kann Vaktmann oss ikkje tryggja.
So vakta oss, Gud, so me kann bu
I Heimen med Fred og Hyggja!

No er det i Norig atter Dag
Med Vaarsol og Song i Skogen.
Um Sædet enn gror paa ymist Lag,
Det brydder daa etter Plogen.
So signe daa Gud det gode Saad,
Til Groren ein Gong er mogen!

Naar Fjordene blaaner som Markens Fiol,
og Bræerne glitrer i spillende sol,
naar Liljekonvalen ved Foden af Hæg
staar duftene skjøn langs med Klippernes Væg,
mens Elven bag Orkrattet danser seg vild,
og Trosten fra Granlien synger dertil,
da røres mitt Bryst, da røres mitt Bryst,
da blot hviske jeg kan:
Gud signe deg Norge, mitt deilige Land.

Men naar jeg ser Folket som rydder den Jord,
som virker paa Fjeld og ved fiskerik Fjord,
de tusinde Mænd, som til sjøs og til lands,
i Arbeidets Sved vinder Norge en Krans;
de tusinde Kvinder, som yndig og tro
med Kjærlighed sysler i Hjemlivets Bo,
da svinger jeg Hatten, da Hjertet faar Tolk:
Hurra for mit brave, mit kraftige folk!

Lad oss hvirvle Velkomstsangen,
Brødre, mod det glade Tog!
Tone højt paa Mærkestangen
Harpen i dens eget Sprog!
Let paa Foden, lys i Sind
/: Sangerfærd, drag ind, drag ind!:/

Ungdomssang er kjækkest Sejler,
Tonen vugger som en Sø
Ungdomssang er gladest Bejler,
Tonen er en dejlig Mø.
Svulmende for Sommervind,
/: Sangerbaad, glid ind, glid ind!:/

Syng dig sammen, Sangerskare,
I et enigt Tonevæld!
Inden spredt I atter fare,
Vil vi smelte Sjæl i Sjæl
Derfor til vor Tonefest,
/: Sangerflok, vel mødt som bedst!:/

Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige,
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder herligt oprinder,
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hjerter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
herlig den skuer vort Fædrelands Glands;
Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige Bryst.

Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kjæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Qvad.
Konninger bolde Scepteret holde,
Røgte med Viisdom det hellige Kald;
Gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Gjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
End er af Æt og af Kraft han den Samme,
End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande, elskte blandt Lande!
Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!

No seer eg atter slike Fjøll og Dalar,
som deim eg i min fyrste Ungdom saag,
og sama Vind den heite Panna ‘svalar;
og Gullet ligg paa Snjo, som fyrr det laag.
Det er eit Barnemaal, som til meg talar,
og gjer’ meg tankefull, men endaa fjaag
Med Ungdomsminni er den Tala blandad:
Det strøymer paa meg, so eg knapt kan anda.

Ja, Livet strøymer paa meg, som det strøymde,
naar under Snjo eg saag det grøne Straa.
Eg drøymer no, som fyrr eg altid drøymde,
naar slike Fjøll eg saag i Lufti blaa.
Eg gløymer Dagsens Strid, som fyrr eg gløymde,
naar eg mot Kveld af Sol eit Glimt fekk sjaa.
Eg finner vel eit Hus, som vil meg hysa,
naar Soli heim mot Notti vil meg lysa.

Alt er som fyrr, men det er meir forklaarat,
so Dagsens Ljos meg synest meire bjart.
Og det, som beit og skar meg, so det saarat,
det gjerer sjølve Skuggen mindre svart;
sjølv det, som til at synda tidt meg daarat,
sjølv det gjer’ harde Fjøllet mindre hardt.
Forsonad’ koma atter gamle Tankar:
det sama Hjarta er, som eldre bankar.

Og kver ein Stein eg som ein Kjenning finner,
for slik var den, eg flaug ikring som Gut.
Som det var Kjæmpur spyr eg, kven som vinner
af den og denne andre haage Nut.
Alt minner meg; det minner, og det minner,
til Soli ned i Snjoen sloknar ut.
Og inn i siste Svevn meg eigong huggar
dei gamle Minni og dei gamle Skuggar.